Tuesday 8 June 2010

One more Danish translation of Seamus Heaney


Field Work

I

Where the sally tree went pale in every breeze,
where the perfect eye of the nesting blackbird watched,
where one fern was always green

I was standing watching you
take the pad from the gatehouse at the crossing
and reach to lift a white wash off the whins.

I could see the vaccination mark
stretched on your upper arm, and smell the coal smell
of the train that comes between us, a slow goods,

waggon after waggon full of big-eyed cattle.


II

But your vaccination mark is on your thigh,
an O that’s healed into the bark.

Except a dryad’s not a woman
you are my wounded dryad

in a mothering smell of wet
and ring-wormed chestnuts.

Our moon was small and far,
was a coin long gazed at

brilliant on the Pequod’s mast
across Atlantic and Pacific waters.


III

Not the mud slick,
not the black weedy water
full of alder cones and pock-marked leaves.

Not the cow parsley in winter
with its old whitened shins and wrists,
its sibilance, its shaking.

Not even the tart green shade of summer
thick with butterflies
and fungus plump as a leather saddle.

No. But in a still corner,
braced to its pebble-dashed wall,
heavy, earth-drawn, all mouth and eye,

the sunflower, dreaming umber.


IV

Catspiss smell,
the pink bloom open:
I press a leaf
of the flowering currant
on the back of your hand
for the tight slow burn
of its sticky juice
to prime your skin,
and your veins to be crossed
criss-cross with leaf-veins.
I lick my thumb
and dip it in mould,
I anoint the anointed
leaf-shape. Mould
blooms and pigments
the back of your hand
like a birthmark –
my umber one,
you are stained,
stained to perfection.



Feltarbejde

I

Hvor gråpilen blegnede i enhver brise,
hvor den rugende solsorts fuldendte øje kiggede,
hvor én bregne altid var grøn

stod jeg og så dig
tage stien fra portbygningen ved vejkrydset
og række ud for at lyfte hvidt vasketøj ned fra tornbladsbuske

jeg kunne se vaccinationsmærket
stramme på din overarm, og lugte kullugten
fra toget der kommer imellem os, et langsomt godstog,

vogn efter vogn fuld af storøjet kvæg.


II

Men vaccinationsmærket har du på låret,
et O som er helet ind i barken.

Bortset fra at en dryade ikke er en kvinde
så er du min sårede dryade

i en moderlig lugt af våde
og ringormede kastanjer.

Vår måne var lille og fjern,
var en længe betragtet mønt

skinnende på Pequods mast
tværs over Atlantens og Stille Havets vande.


III

Ikke slamstriben,
ikke det sorte udkrudtsvand
fuld af ellekogler og koparret løv

Ikke vild kørvel om vinteren
med dens gamle afblegede skinneben og håndled,
dens hvislelyd, dens skælven.

Ikke engang sommerens beskgrønne skygge
tyk af sommerfugle
og svampe buttede som en lædersadel.

Nej. Men i en stille hjørne,
fastgjort til dens stenpudsede mur,
tung, draget mod jorden, lutter mund og øje,

solsikken, drømmende umbra.


IV

Lugt af kattepis,
med åbne lyserøde blomster:
jeg trykker et blad
af blodribsen
mod bagsiden af din hånd
så at den tætte langsomme sviden
af dens klæbrige saft
kan grunde din hud,
og dine årer kan
krydsskraveres med bladårer.
jeg slikker min tommelfinger
og dypper den i muld,
jeg salver den salvede
bladform. Muldet
blomstrer og pigmenterer
bagsiden af din hånd
som et modermærke –
min kære umbra,
du er bejdset, bejdset
til perfektion.

1 comment:

Cyno Grassator said...

If danish be he food of love - go on!