Friday, 28 January 2011

A third Updike poem in Danish

Finesse

Hvorfor gå i søndagsskole, og være vranten,
og ikke tro på noget som helst af det der blev lært?
Ørkenhyrderne i deres kradsende gevandter
har uden tvivl eksisteret såvel som Israels nederlag –
Templet i dets hellighed lagt øde
af Babylon og Rom. Dog forblev jøderne tro
og lod bønnerne, de indviklede riter passere
fra bord til bord mens de kristne hånede.

Vi hånede, men tog til os. Tamburinlovsangs credo
giver dagligdagen ånd; blod farver læberne let.
Tungen hviler i indtrængende pergamentbønner,
og siger, Kun – vidunderligt, dette “kun” –
godhed og miskundhed følger mig alle
dage af mit liv, mit liv, for evigt.

To see the original poem go to here

Thursday, 27 January 2011

One of the classic poems of Danish literature, by Johannes Ewald (1775)

The delights of Rungsted. An Ode

In shadows refreshing,
        In darkness from roses now stealing;
Where busily nesting
        The songstress her home is revealing –,
        Where streams whose carousing
        Now lulls, now is rousing
The Muses’ best darling, the sentient bard,
        With murmurings close to the heart –

Where cattle are lowing,
        At woodland-sons’ fleet gallivanting,
And breathe hard at knowing
        The plenty in which they are panting –
        Where reapers are singing,
        Midst golden stacks swinging,
And count out their treasure and let cries resound
        To him who their hope now has crowned.

Where, skittishly playing,
        Waves wash o’er the roamer, who quick-eyed
First finds his gaze straying
        At Helsinge’s grey-shaded hillside
        Then wond’ringly hastens
        Through forests of masts and
Inspects, then makes out foreign flags straight away,
        Forgetting the fast-waning day. –

Where balm of the lonely,
        Sweet slumber so gently relieving,
Louise oft solely
        Could help one forget the heart’s grieving –
        Where joys offer home, a
        Repose for the roamer,
Where Rungsted encloses delights pure and chaste:
        There did the muse fill my breast.

Where pain and affliction,
        With joy found your imprint, Oh High One,
The pure heart’s depiction
        By every compassionate eye won –
        Where friendship adds worth to
        The strictest of virtues;
There did my song grow; and the forest in awe
        Re-echoed the Great Maker’s law.

I saw your thrones gleam too,
        Almighty! – my gaze all aquiver –
But tones divine passed through
        The strings with each shiver –
        Each leaf where I sighted
        The High One ignited
My soul – and exulted at which my song swelled! –
        The mighty sound could not be quelled! –

Oh all the Worlds’ Father! –
        So sang I – You Strong One! – You Wise One!
God! Whom myriads are
        Now praising as do heaven’s prized ones!
        See, how dust can carry
        Your plenty, your glory,
Your goodness, oh Father! – so sang I – and joy
        My lips’ quaking sound did employ. –

O poet most blissful,
        That gladness bade come to his dwelling;
To duties most cheerful,
        To freedom, through virtues compelling! –
        All cherubs while winging
        His bold voice hear ringing,
And heavens are gathered around him; and joy
        Unfolds in man’s breast, ne’er to cloy.

But you, you alone drew
        From anguish such joy beyond measure
Say! – has my muse power to
        Unfold in your heart greatest pleasure?
        O sweet friend, recite me! –
        Can song’s goddess lightly
With soft-melting notes the lap then reward
        That me such delight did afford? –

Tuesday, 25 January 2011

A Danish translation of another poem by John Updike.

Slyngplante

Med hvilken stoisk sarthed giver
vildvinen slip:
det svageste ryk river
et dragehøjt løvknippe ned,
som at sige, At leve er godt,
men ikke at leve – at blive trukket ned
med næppe en flænsende lyd,
stadig blomstrende, stadig
strækkende sig mod solen –
er også godt, al fotosyntese
opgivet, helt kvit. Næste forår
vil de lodne uoptrukne rodtrævler
slynge et løvrigt efterliv
op ad densamme glatbarkede eg.
To see the original poem, go to here

Thursday, 20 January 2011

Poem by Willem Jan Otten, in English, Danish and Swedish translations

CONSOLATIO VOOR MIJN BROER DIE VREZEN MOEST
DAT ZIJN VOET ZOU WORDEN AFGEZET

Broer, ik ben vandaag met allebei je dochters
op het wad geweest. Daar moest ik denken aan
je voet. Niet dat ik namens jou van wat dan ook
afscheid nemen kan, dat besef ik heel goed -
zelfs niet van de onuitputtelijke dikke
dode dame in wie wij, blootsvoetse lilliputters,
ons vertraden. Je weet als geen ander
hoe het was in haar enkeldiepe vet,
hoe onder het slik je zolen raspten langs
kokkels en mossels, hoe het tussen je tenen
zich perste als de natste klei door een knuist.

We zijn gegaan tot de geul waar jij als kind
het fanatiekst de mossels van hun banken ritste
en in de emmer smeet. De wind suisde om
de oren van je dochters en nam hun stemmen mee.
We draaiden ons om. Ik zag het meteen -
we stonden in de zee gegrift zoals wij stonden
aan het eind van elk een eigen voetafdrukkenrij,

en staan wij op de Postweg weer, wordt alles
uitgewist en een met eens jouw laatste rij.



CONSOLATIO FOR MY BROTHER, WHO FEARED
HIS FOOT WOULD HAVE TO BE AMPUTATED

Brother, today I’ve been with both your daughters
on the mud flats. Out there, I found myself thinking
about your foot. Not that, on your behalf, I can take
my leave of anything, I realise that perfectly well -
not even of the dead lady, limitlessly fat,
in which we, barefoot Lilliputians, used
to stroll. You know better than anyone
how it felt in her ankle-deep lard,
how beneath the ooze your soles would rasp along
cockles and mussels, how between your toes it would
squeeze like the squelchiest clay through a fist.

We went as far as the channel where, as a child, you were
the most fanatic at whisking mussels off their banks and
flinging them into the bucket. The wind roared round
your daughters’ ears and carried off their voices.
We turned back. All at once I saw it -
we stood there etched in the sea, each of us standing
at the end of our own row of footprints,

and, back once more on the Postweg, everything becomes
erased and mingles with your still untaken final row.



CONSOLATIO FOR MIN BROR, SOM FRYGTEDE
AT FODEN MÅTTE AMPUTERES

Bror, i dag har jeg været med begge dine døtre
ude på slikvaden. Dér kom jeg til at tænke på
din fod. Ikke fordi jeg, på dine vegne, kan tage afsked
med noget som helst, det ved jeg da godt -
ikke engang med den døde, tykke,
uendelige dame hvor vi, barfodede lilliputter,
plejede at slentre. Som ingen anden ved du
hvordan det føltes at stå op til anklerne i hendes fedt,
hvordan dine såler kradsede under slammen langs
blåmuslinger og hjertemuslinger, hvordan den klemte sig
mellem tæerne som det vådeste ler gennem en knytnæve.

Vi gik indtil renden hvor du som barn
så fanatisk snuppede muslingerne fra deres banker
og smed dem i spanden. Vinden susede omkring
ørene på dine døtre og førte deres stemmer med sig.
Vi vendte om. Straks så jeg det
- vi stod ætsede ind i havet, hver af os stod
for enden af sin egen fodsporsrække,

og, tilbage på Postvejen, viskes alt
ud og bliver til ét med din endnu ventende sidste række.



CONSOLATIO FÖR MIN BROR, SOM FRUKTADE
ATT FÅ FOTEN AMPUTERAD

Bror, idag gick jag med dina båda döttrar
ute i lågvattnets gyttja. Där började jag tänka på
din fot. Inte för att jag, å dina vägnar, kan ta avsked
ifrån någonting alls, det vet jag mycket väl
– inte ens ifrån den döda, tjocka,
oändliga damen där vi, barfota lilleputtar,
brukade ströva. Som ingen annan vet du
hur det kändes att vara ankeldjupt i hennes fett,
hur dina sulor raspade under gyttjan längs
blåmusslor och hjärtmusslor, hur den pressades upp mellan
dina tår som den blötaste lera genom en knytnäve.

Vi gick ända till rännan där du som barn
så fanatiskt rafsade musslorna från deras bankar
och slängde dem i hinken. Vinden susade kring
dina döttrars öron och förde bort deras röster.
Vi vände om. Med detsamma såg jag det -
vi stod etsade i havet, var och en stod
vid slutet av sin egen följd av fotspår,

och, tillbaka på Postvägen, suddas
allt ut och förenar sig med din ännu förestående sista följd.

Tuesday, 18 January 2011

Another poem by Emil Aarestrup


ER DU EN CHRISTEN? – SPURGTE DU MIG NYLIG

Er Du en Christen? – spurgte du mig nylig –
Hvadeller en fortvivlet Hedning?
Snart til at troe det ene, snart det andet
Gav mine Ord dig, Glut, Anledning.

Jeg tilstaaer dig, at det er længe siden,
Jeg tænker paa en Sag saa vigtig,
Og det er vanskeligt for Øieblikket
At fatte distinktionen rigtig.

Dog eet: paa mine mange Synder troer jeg,
Og paa en Himmel – fast i Blinde!
Men jeg er sandselig, og kan min Lykke
Ei i Protestantismen finde.

Het Hellige maa mine Hænder røre,
Maa med det Jordiske sig blande,
Maa sig forvandle, under mine Bønner,
Til Guddomslegemet, det sande.


ARE YOU A CHRISTIAN? – WAS YOUR RECENT QUERY

Are you a Christian? – was your recent query –
Or are you a despairing heathen?
My answer, lass, went one way then the other
And offered little rhyme or reason.

I must admit for many years I’ve failed to
Consider such a weighty matter,
And it is somewhat difficult at present
To know the former from the latter.

Except: my many sins I can believe in,
As in a heaven – although blindly!
And, sensual, I find no joy in taking
The Protestant persuasion kindly.

That which is holy must needs touch my fingers,
Must with the earthly go in harness,
Must in my prayers be transsubstantiated,
Become what is true God incarnate.

Friday, 14 January 2011

A poem by the Danish poet Emil Aarestrup (1800-56)

ERKJENDELSE

At ikke jeg forlængst har hængt mig
Om hendes Hals, om hendes Knæ,
Og i mit Raserie har vovet -
Ja, hun maa troe, jeg er af Træ.

Men det er jeg paa ingen Maade;
O, gid jeg bare var af Træ!
Men, jeg er lidt moralsk, lidt dydig,
Og derfor egentlig et Fæ.


ADMISSION

That long ago my arms have never
Around her neck or knees been thrown,
Despite my turmoil nothing ventured -
Yes, she must think I’m made of stone.

Yet quite the opposite describes me;
Oh, if I only were of stone!
Instead, I’m just a trifle prudish,
A stupid ass when all is done.

Tuesday, 11 January 2011

A poem from 'A Time in Xanadu' by the Swedish poet Lars Gustafsson


FICHTE BY THE KEROSENE LAMP

When the soft darkness of August
suddenly closed in
it was as if the lake down there
quickened its pulse, breathed otherwise
unknown animals peered perhaps out of
their holes in the bank.
And the kerosene lamp was lit.
It was like a small lighthouse
in various ledges of glass and porcelain
and the hot stream of heated air
must be kept away from the curtain.
Very careful about that,
never place the lamp under the curtain.
It produced, strictly speaking, a great deal of heat
(the difference could clearly be felt in the room)
and not much light. And around this lamp flew
an angry small steel-blue insect
the philosopher Fichte had somehow
extracted himself from the thick brown book
on the table,
where he presumably lived.
Circled until the flame took him.
But then the evening was over.

To see the original poem and hear the poet read it, go to here

Translation of a poem by the Danish poet Morten Søndergaard

BEGINNING

A herb-garden in the sun,
a summer, at the bottom of the garden
and my grandma among the potatoes,
carrots and parsnips,
how old are you, grandma,
you skin is wrinkled,
not smooth and pliant like the potatoes in the soil,
or the sound of the potatoes
when you throw them into the bucket
and scrub them clean with a broom in the yard,
the water runs out of the bucket into the gravel,
down between the yellow and white stones
which I put into my mouth,
cool stones against the inside of my teeth,
I know their shape and taste,
and the potatoes in the big aluminium saucepan
with dill and salt and butter,
and we come in hot and out of breath,
we sit down on the bench,
we were busy doing something,
something we didn’t know what was,
something that took us places
that could not be seen in advance,
something that struck us with enormous force,
an obvious secret that annihilated us
because our minds wandered for a moment,
your skin is yellow and waxy, grandma,
they’re singing for you and closing the lid
with small silver-plated screws,
you’re to go down into the soil
down to the potatoes.

To see the original poem and hear the poet read it, go to here

Danish translation of a poem by te American writer John Updike


Måger

En måge, tæt på,
ser forbavsende udstoppet ud.
Dens dunede bryst synes fyldt
med en konservators billige stof
klumpagtigt indført. Benene,

ubøjede, er barnagtige farveblyantstreger –
for enkle til at kunne fungere.
Og selv fjermarkeringerne,
hvis indviklede symmetri normalt er fuglenes pragt,
er sjuskede hos mågen,
som om gud laver for mange
for at kunne gøre det ordenligt.

Er de intelligente?
Det forestiller vi os, fordi de er grimme.
Den spotske, enøjede profil, en smule sur,
det smalle, ektomorfiske hoved, dårligt redt,
den brede og nervøse og muskuløse gump –
alle antyder skrivebordsarbejde: skibsfartstakster
om dagen, Schopenhauer
om natten, og endeløs kaffe.

Ved det tidspunkt på stranden
hvor fluerne begynder at bide i den fornyede kølighed
og brændingens tilbageglidende hud
reflekterer en lyserød flimren før den opsuges,
står mågerne rundt omkring i det krusede sand
som de melankoliske europæiske folkemængder
der samles på brostenstoppede torve i kølvandet
af attentater og invasioner,
med hovedet på sned for at høre de seneste radiomeldinger.

Det er også det tidspunkt hvor trivelige unge par
går ned til vandet, stødende ind i hinanden,
og står op til lårene i det rytmiske glas.
Så går de op til bilen igen,
trækkende som i en hemmelighed mellem dem
som ingen af dem helt forstår –
danner lunefulde stier mellem de flygtende måger,
som i visse mytologier
hvor smukke guder slentrer uinteresseret
blandt vore dødelige ængstelser.

To see the original poem and hear John Updike read it aloud, go to here

Danish translation of a poem by the American poet Wallace Stevens


En enkeltheds forløb

I dag råber bladene, hængende på vindblæste grene,
Dog bliver vinterens intethed en smule mindre.
Den er stadig fuld af isede skygger og formet sne.

Bladene råber . . . Man holder sig tilbage og hører kun råbet.
Det er et travlt råb, der angår en anden.
Selvom man siger man er en del af alting,

Der er en konflikt, en modsætning involveret;
Og det at være en del er en anstrengelse der svinder:
Man føler livet af dét der giver livet som det er.

Bladene råber. Det er ikke et råb om guddommelig opmærksomhed,
Heller ikke det drivende røg af opblæste helte, eller et menneskeråb.
Det er råbet af blade som ikke overskrider sig selv,

I fantasiens fravær, uden at betyde mere
End de er i ørets endelige afgørelse, i tingen
Selv, indtil, til sidst, råbet ikke angår nogen som helst.

To see the original poem go to here.

Monday, 10 January 2011

Calendar poem for 10 January by the Dutch writer Gerrit Krol


On the usefulness of an image

I’m thinking in this connection of
Regine Olsen,
engaged to Søren Kierkegaard,
the Danish philosopher, who,
as he himself writes about her,
lying on her sofa
her legs apart,
showed him the soft, violet garden
of her vagina
without his wishing to lie with her:

the first functional
photographic illustration

for

Regine was not there,
he simply imagined the scene
and he broke off the engagement because he
without her, he thought,
could better consider her.

To see the original poem go to here

Sunday, 9 January 2011

Calendar poem for 7 January by the Afrikaans poet Elisabeth Eybers


Die gebed van verstarrende siele

Maak ons onsterflik vir één enkele uur,
gee ons die dwaasheid van één blinde daad
Die oë wat nie speur na doel of duur
maar, wyd en koorsig in ’n wit gelaat,
alleen die vlamme van die oomblik vang
sonder om oor die later as te treur,
’n kreet wat in die lome lug sal hang
soos bloedrooi rose in ’n waas van geur!

Ons harte was nog nooit só stil, só bloot...
Die donker styg rondom ons soos ’n muur,
’n skeidsmuur tussen ons en lewe-en-dood
waaroor ons in die na-nag saggies praat...
Maak ons onsterflik vir één enkele uur,
gee ons die dwaasheid van één blinde daad!


The prayer of stiffening souls

Make us immortal for one single hour,
grant us the folly of one mindless deed!
The eye that for no lasting goal would scour
but, feverish and wide, would only heed
what’s caught in a pale face – the instant’s flare –
not mourning for the ashes when it’s spent,
a scream that hangs there in the listless air
like blood-red rose held in a haze of scent!

Our hearts have never been so still, so bare...
The darkness like a wall begins to tower,
dividing us from life-and-death, and there
we talk of it as late-night hours recede...
Make us immortal for one single hour,
grant us the folly of one mindless deed!


Thursday, 6 January 2011

A poem by the American writer Billy Collins

Tykke bind

I mit bibliotek er der et afsnit med bøger om døden
og et andet om irsk historie,
nogle hyller til poesi fra kina og japan,
og i midten en række urokkelige opslagsbøger,
dem som man kan henvende sig til når som helst,
når natten går i fisk
eller når dagen er fuld af tomme løfter.

Jeg har ikke noget imod
den tynde monografi, et spørgsmål i ny og næ,
en note vedrørende identiteten af Chekovs tandlæge,
men hvad jeg foretrækker på sådanne dage er
at rejse mig fra sofaen,
hive Verdens Historien ned,
og holde en bog i mine hænder
som indeholder stort set alt
og som ikke vejer mere end en sæk kartofler,
fem kilo, opdagede jeg en skønne dag da jeg lagde den
på den sorte jernvægt
som min mor plejede at have stående i køkkenet,
på hvis indretning hun ville placere
en vis mængde mel
en vis mængde fisk.

Slået op på mit skød
under lampelysets stråleglans
har en sådan bog det med
at berolige mine nerver,
dæmpende den vilde brænding af information
som skummer rundtom min talje
selv om den aldrig nævner
de fattiges tavse anstrengelser,
købmændenes og skræddernes dagdrømme,
eller ansigterne på mænd og kvinder alene i enkeltværelser –

selv om den aldrig nævner min mor,
nu hvor jeg tænker på hende igen,
som så sent som i fjor rullede over jordens rand
i sin elektriske seng,
in sin glatte lyserøde natkjole,
med tæt sammenflættede fingerknogler,
de indsunkne øjne stirrende opad
hensides al viden,
hensides historiens små skikkelser,
nogle i uniform, andre ikke,
der marcherer ud på arkene af denne utrolig tunge bog.


To see the original poem, go to here

Tuesday, 4 January 2011

Dagkalender van de poëzie for 4 January by the Dutch poet Rouke van der Hoek

What we are not

Books about careers and leadership advise us to be
enterprising, emotionally intelligent, spontaneous,
controlled, assertive, attentive and flexible.

That they advise us because it is what we are not.
Or hardly. Resentful, listless, overrun.
Hikers on the path of habit.

Naturally we try to become what we are not,
but with diminishing success. So what I ought
to become constantly expands. And what I am shrinks.

Only by believing with all my might in the latter,
the dwarf, can it possibly seem
that the giant lays me low:

David against Goliath.
(Past results are no
guarantee for the future.)

Monday, 3 January 2011

Dagkalender van de poëzie for 2 Jan. by the Dutch writer Menno Wigman

JEUNESSE DORÉE

I saw the greatest spirits of my generation
        bleed for a revolt that did not come.
I saw them dreaming between dust covers and
        waking up in the hell of twenty-two cities,
wicked as the hacked-out heart of Rotterdam.

I saw them swearing by a new-found drunkenness
        and dancing on the dark floor of the night.
I saw them weeping for the blockheads in the trams
        and praying between twice one hundred watts.

I saw them suffering from an uninvited talent
        and speaking with an agitated voice:
everything already said, not yet by them.

They were late. No promises that were lived up to.
        The cities glittered black as caviar.

Sunday, 2 January 2011

Poem by the Dutch poet Esther Jansma

Soil survey

This is ancient ground, time is slowed right down,
here all of its moments lie in being
past, the chaos of centuries, stacked,
stratified and brought to order. We read

for example a floor in the heart of the city
far below ground level, in the surrounding walls
the toppled brackets of vaults,
a door opening blocked with the reclining

dashes of stones – someone has stood
here on shoes that have never been found
in the dank twilight of his cellar
on flagstones that made no one stop

and thought: that door must go. For he had time,
it was continuously now. He built and
altered buildings, his present was eternal
and there was so much to want, to hold on to.

Saturday, 1 January 2011

A poem by the Dutch poet Willem Jan Otten in Danish translation

OM AT STJÆLE TID

Hvorfor ellers, læsende,
er du nået hertil
fra dit tidligere sted,

hvis ikke for at fornemme
fra en anden end dig selv
at alle halvtredsindstyve æg

som bedstefar Otten Agnostikeren
i slutningen af det sidste århundrede,
samlede, udsugede

og lagde i et himmelblåt
skuffedarium,
som jeg senere hen arvede,

at alle halvtredsindstyve æg,
torniriskens indkluderet,

lille som en lillefingernegl,
okkerfregnet,

stadigvæk skulle puttes
i disse linier
som i deres rede fra dengang

og udruges i din læsen.


For an English translation of this poem, go to here.